Pusten, prusten og stønnen op ad den stejle vej det går. Vi har tit stået i urtehaven og oplevet de mange cyklister, der har taget udfordringen op på deres ø-tur med den stejle vej, som kører forbi Grønnebjerg.
Tanken bag konceptet startede med en idé om en lille biks ved den stejle vejs ende, hvor cyklister og gående kunne få sig noget at drikke og en god is - så der var tanket op til, at turen kunne gå videre.
Den ene ide tog den anden - og dermed blev ideen om den lille biks til åbningen af Åben Høj på Grønnebjerg i juli 2021.
Her inviterede vi op på bjerget med et kig 360 grader rundt om øen og et picnic koncept i det grønne, enten på bjerget eller for foden ved borde og stole.
I 1934 købte Gertrud og Niels Theodor Larsen gården Grønnebjerg og drev landbrug frem til ca. 1970. Sønnerne Svend Aage og Niels Arnold ønskede ikke at føre landbruget videre. Niels Arnold og hans kone Jytte overtog gården som sommerhus frem til 2016, hvor Niels Arnold desværre gik bort. Herefter overtog hans ældste datter og svigersøn, Charlotte og Michael Lundbech, gården som sommerhus. Sammen med børnene, Rebecca, Emma og Rasmus og svigersønnen Mathias, har der siden overtagelsen været mange gode idéer og store planer med huset og naturen omkring gården.
Vi er en familie på fem, som i hverdagen er bosat i Ringsted på Midtsjælland.
Familien består af far Michael, mor Charlotte, den ældste datter Rebecca, ham der imellem sønnen Rasmus og den yngste datter Emma.
Vi kan godt lide at samles om ferier og hjemmeprojekter. Vi samles også gerne med venner og bekendte om lækker mad og kolde drikkevarer, ligesom vi gerne vil samles med jer om nogle hyggelige stunder sommeren over.